Kostvejledning & Ernæringsterapi

Forstoppelse

MarianneFjordgårdFeatured2-440x288

 

Hvis tarmindholdet opholder sig længere tid i tyktarmen end normalt, opsuges der mere væske, og afføringen bliver tør, hård og knoldet. Det normale er at have afføring 2 gange om dagen, men mange har kun afføring hver 3. eller helt op til hver 10. dag. Det giver en udspiling af tarmen, der er en ubehagelig tilstand, der kan medføre hovedpine, kvalme, appetitløshed og depression.

Ved tendens til forstoppelse er det vigtigt at træne og vedligeholde gode toiletvaner, så afførings- og tømningsrefleksen kan virke naturligt.

Spændinger i bækkenbunden og i endetarmens lukkemuskler er også væsentlige faktorer at tænke på, hvis der er forstoppelsesproblemer. At benytte bugpressen til at presse afføringen ud gennem en spændt lukkemuskel og bækkenbund er en meget uhensigtsmæssig mekanisme, der bl.a. kan være med til at give hæmorider og rifter ved endetarmen. Det er bedre at lære at slappe af i bækkenbunden (uden at gøre den slap) og blot afslappe lukkemusklen og herigennem “slippe” afføringen uden at belaste sig selv.

 

Sandsynlige årsager til forstoppelse:

  • Unormalt svage peristaltikbevægelser, fx på grund af neurologiske skader, alder, eller fordi tarmindholdet er for sparsomt til at stimulere peristaltikken indefra – typisk ved en fiberfattig kost.
  • For lav fiber- og væskeindtagelse, subsidiært høj indtagelse af vanddrivende drikke som te, kaffe, visse urteteer, der trækker væsken ud over nyrerne i stedet for. Hvis fiberindtagelsen er passende, øges afføringens volumen, så tarmen stimuleres. Tilskud med FOS fra cikorierod har over en 14 dages periode vist forøget afføringsvolumen og hyppigere afføringer.
  • Aldersbetingede ændringer i sammensætningen af tarmflora. Her vil mængden af Bifidobakterier nedsættes til fordel for mindre probiotiske og måske endda dysbiotiske bakterier. Forstoppelse opstår oftest i tyktarmen, og her er Bifidobakterierne den dominerende bakterie. Et studie med 50 ældre mennesker med forstoppelse viste efter 30 dages tilskud med Lactobacillus casei, at 76% fik et positivt resultat. Specialfremstillede probiotiske tilskud indeholder både Bifidobakterier, der kompencerer for nedgangen i antallet, og Lactobaciller, fordi de producerer organiske syrer, specielt mælkesyre, der giver bedre miljø (pH) i tarmsystemet og øger tarmens kontraktioner og derfor nedsætter transittiden.
  • Overfølsomhedsreaktioner (mælkeprodukter og glutenholdige korn er de hyppigste problemvoldere).
  • Brug af smertestillende midler, især af morfintypen eller et overforbrug af afføringsmidler
  • Mangel på magnesium (der vil typisk også være andre symptomer, der peger i den retning, fx øget muskeltræthed, anspændthed, irritabilitet, søvnbesvær, kvalme) eller en overdosering af tilskud med kalk
  • Lavt stofskifte
  • Morfinpeptid-dannelse udfra forkert nedbrudte proteiner fra mælkeprodukter og korn. Ved en irritations- eller betændelsestilstand frigøres ”skraldespands-enzymet” elastase fra lysosomerne i cellerne. Elastaseenzymerne nedbryder mælkeprodukterne og korn til stoffer med samme farmakologiske virkning som morfin.
  • Følelser: Tyktarmen har følelsesmæssigt meget at gøre med at holde igen eller give slip, og nogle mennesker med forstoppelse har svært ved at holde tarmfunktionen ordentligt i gang – selvom de spiser supergodt og drikker væske nok og får motion nok. Her handler det så mere om nogle gamle følelsesmæssige mønstre, som får dem til ubevidst at holde igen, og det kan tage tid at bearbejde.

Behandlingen af forstoppelse må rette sig efter årsagen. Dette vil jeg gerne vejlede og hjælpe dig med.