Kostvejledning & Ernæringsterapi

Har du smerter og stivhed i dine led?

Har du smertende, hævede, ømme og stive led, der kan føles, som om de indeholder grus, så har du måske slidgigt. Her bliver ledbrusken gradvist nedbrudt og inflammeret. Ledbrusken indeholder omkring 70 % kollagen. Studier på indtag af specielle kollagen-peptider viser signifikant støtte til vedligeholdelse og genopbygning af ledbrusk. Jeg vejleder dig gerne i hvad du selv kan gøre med din kost.

Hvad er slidgigt?

Betegnelsen gigt dækker over 200 forskellige sygdomme. Slidgigt, også kaldet artrose, er den hyppigste form for gigt, der oftest rammer leddene i knæ og hofter, men som også kan ramme andre kugle- og hængselled, fx i skulder, albue, ankler, fod- og fingerled. Slidgigt er en sygdom, hvor brusk og væv omkring leddene langsomt nedbrydes. Over 300.000 mennesker over 18 år i Danmark havde i 2013 fået stillet diagnosen slidgigt. Nogle lever uden de store problemer med slidgigt, men omkring 150.000 personer er voldsomt besværet af smerter, problemer med at gå 400 meter uden pause, at gå op og ned af trapper, har forstyrret nattesøvn, mange sygedage og nedsat livskvalitet. I disse statistikker er der ikke medregnet de patienter, der udelukkende har været i kontakt med egen læge. Derfor er der mange flere danskere, der lider af konsekvenserne af slidgigt. Man mener, at op til 900.000 danskere er ramt af slidgigt. 20 % af de kroniske smerter, der rapporteres om på verdensplan, stammer fra slidgigt. Smerterne ved slidgigt kommer fra knoglehinder og sener. Det er overvejende ældre mennesker, der har slidgigt, men sygdommen kan også ramme yngre. Risikofaktorer er overvægt, fysisk belastende arbejde og gentagne ensidige bevægelser. Der er også en genetisk risiko for at udvikle slidgigt i hofterne, viser studier publiceret i 2016. De etablerede behandlingstilbud består af anti-inflammatorisk medicinering, der bliver problematisk i længden på grund af bivirkninger. Desuden er behandlingstilbuddene lokale injektioner med steroider eller hyaluronsyre, vægttab, operation og træning, fx i varmtvandsbassin. Derfor er der brug for andre metoder, fx med kost og kosttilskud, til alle disse mennesker.

Bruskvæv

Man finder hyalint bruskvæv på slidfladerne på de ægte led med ledhule og ledskål. Bruskvæv indeholder ingen blodkar eller nerver, og vævet skal have sin næring fra den omkringliggende ledvæske og fra blodkarrene fra knogleenderne. Cellerne i bruskvævet hedder kondrocytter, og substansen mellem disse celler er fast, elastisk og består af slim fra kondrocytterne og nogle elastiske kollagentråde. Bruskvævet ligger som en stødpude for at beskytte mod, at det ene led slider mod det andet led. Vi har også bruskvæv andre steder i kroppen, fx i næsen, i ørerne og mellem ryghvirvlerne.

Kollagen til brusk

30 % af proteinerne i kroppen er lejret i kollagen, som findes som bindemiddel i vores bindevæv og støttevæv i huden, brusk, sener, muskler, knogler, blodkar og i fordøjelseskanalen. Ledbrusken indeholder omkring 70 % kollagen. Studier på indtag af specielle type 2 kollagen-peptider, viser signifikant støtte til vedligeholdelse og genopbygning af ledbrusk.

Kollagen-peptider er nedbrudte stykker af proteinkæder og aminosyrekæder. Denne nedbrydning sker ved en specialudviklet enzymatisk nedbrydning af proteiner. Denne proces kaldes hydrolyse. Kollagen-peptider indeholder kæder fra 2 aminosyrer og op til 100 aminosyrer i forskellig variation.

I kollagen er ca. 1/3 af aminosyrerne glycin kombineret med andre aminosyrer, fx prolin, hydroxyprolin, arginin og lycin, men det kan også være andre aminosyrer, og kæderne bliver beskrevet som Gly-X-Y. Forskelligt binde- og støttevæv består af en individuel sammensætning af aminosyrer, og brusken består overvejende af type 2 kollagener. Kollagen er lange kæder med poly-peptider bestående af op til 1050 aminosyrer fra nedbrudte og spaltede proteiner. Flere, oftest 3, af disse lange kæder snor sig rundt om hinanden som flettede tove, og derved skabes struktur og fleksibilitet i vores bindevæv. Du kan tilføre dine led kollagen ved at koge bonebroth (langtidskogt bensuppe) eller tage tilskud der indeholder kollagen. Meget andet kan gøres med kosten og det vejleder jeg dig gerne i.