Kostvejledning & Ernæringsterapi

Hvilke konsekvenser har leaky gut?

Når man har leaky gut, så er tarmens sunde sorteringsfunktion mistet, tarmens indholdsstoffer bliver optaget i mellemrummet mellem tarmcellerne (paracellulært), og det giver adgang ind i systemet af ikke færdigfordøjede fødevarer, toksiner og uønskede mikroorganismer og deres stofskifteprodukter. Det giver inflammation, allergiske kostreaktioner og autoimmune sygdomme. Immunforsvaret skal nemlig reagere på alt, der trænger uretmæssigt ind i kroppen, på samme måde som var det et virus, der trængte ind gennem vores slimhinder. Når tarmcellerne bliver beskadiget, så giver det en inflammation, ikke kun lokalt i tarmen, men også ude systemisk. Inflammation giver smerter, varme, rødme, hævelse og nedsat bevægelighed af det ramte væv. Eksempler på inflammatoriske tilstande er følgerne af skader efter fald, slag, forstuvninger eller operationer, de symptomer man oplever efter at have brændt sig, smerter ved menstruation eller efter overdreven motion. De kroniske inflammatoriske lidelser er fx leddegigt, de inflammatoriske tarmsygdomme, eksem, psoriasis og muskelsmerter. Eksempler på allergiske reaktioner er allergi over for bistik, pollen eller hasselnødder, astma og allergisk eksem, forsinkede allergiske kostreaktioner, fx overfor mælkeprodukter eller andre fødevaregrupper. Autoimmune sygdomme er fx leddegigt RA, psoriasis, myasthenia gravis MG, Morbus Crohn CD, dissemineret sclerose MS og insulinafhængig type1 diabetes. Der kommer flere og flere publicerede studier, der kæder leaky gut problematikken sammen med mange fysiske og psykiske sygdomme og ubalancer. Der er konstant kommunikation mellem tarmen og vores nervesystem. Derfor påvirkes vores psyke også hvis vi har fordøjelsesproblemer. Vi er alle født med leaky gut. Hos raske, nyfødte børn er tyndtarmen meget mere gennemtrængelig, således at også overordentligt store molekyler optages direkte. Dette er meget vigtigt for at beskytte barnet mod infektioner via modermælkens immunbestanddele, indtil det selv danner immunglobuliner og andre beskyttelsesfaktorer. Barnets tarmsystem heles op inden for de første levemåneder eller det første leveår, alt efter hvilken fysisk og psykisk næring barnet får.

På Pub med kan man finde mere end 11.600 studier ved at søge på leaky gut eller intestinal permeability. Man kan teste, om man har leaky gut ved en laktulose-mannitol test eller en test, hvor man indtager 5 forskellige små og store sukkerstoffer.